Undervisning af elever med bevægelseshandicap
Bevægelseshandicap omfatter mange typer og grader af funktionsnedsættelser og kan være forårsaget af medfødte misdannelser, af erhvervede skader, af muskel- og ledsygdomme og af lidelser i hjernen og i det øvrige nervesystem.
Børnene undervises såvel i almindelige klasser som i undervisningscentre og på specialskoler, men uanset hvor undervisningen finder sted, kræver den både viden om handicappets særlige forhold og om det perspektiv, at eleven har sine individuelle forudsætninger i forhold til skolens undervisning.
- Undervisningens tilrettelæggelse
- Faglæreren/støttelæreren
- Personlig assistance
- IT- og andre hjælpemidler i skolen
- Befordring
- Valg af skole
- Nyttige links
HUSK at du kan bruge ALT + T for at komme til toppen af dokumentet.
Bevægelseshandicap
Undervisningens tilrettelæggelse
Undervisningen skal tilrettelægges, så alle eleverne får udfordringer og muligheder for aktivitet og medleven i klassen. Kendetegnende for en sådan undervisning er bl.a. fleksible strukturer med plads til individuelt tempo.
For at kunne modtage en bevægehæmmet elev skal skolen have de relevante informationer i god tid, så der er muligheder for at tage de praktiske hensyn på skolen.
Skolen skal sikre, at eleven får indrettet en arbejdsplads og får de nødvendige hjælpemidler stillet til rådighed.
Lærerne skal have informationer, som sætter dem i stand til at medtænke den bevægehæmmede elev i undervisningsplanlægningen forud for skoleårets begyndelse. Der er behov for en konkret vejledning, og det er en fordel også at tale med andre lærere, der har erfaring på området. Specielt vedrørende undervisning i idræt og manuelle fag som håndgerning og hjemkundskab, og er der ofte brug for andres erfaringer for at kunne forestille sig, hvordan de praktiske problemer skal løses.
Tilrettelæggelsen af undervisningen for den bevægehæmmede elev stiller krav til læreren om en særlig viden om handicappet i henseende til hvilke specielle hensyn, der skal tages til elevens funktionsnedsættelse. Samtidig har læreren brug for en viden om elevens kompetencer, så undervisningen kan tilrettelægges under stadig hensyntagen til udvikling af elevens kompetencer og muligheder - som for alle andre elever.
I nogle tilfælde skal læreren have særlige forudsætninger inden for f.eks. alternativ kommunikation for at kunne imødekomme elevens kommunikative behov i forhold til undervisningen.
Lærerens opgave bliver at tilrettelægge klassens undervisning, så den kan rumme alle elever. Her skal især medtænkes, at
- tidsfaktoren er vigtig
- inddragelse af hjælpemidler er afgørende
- evt. støttelærer eller praktisk medhjælp skal kunne fungere i klassen.
Undervisningsformer, hvor tid er afgørende, knytter sig ofte til udførelse af skriftlige og manuelle præstationer. Idrætsundervisningen kan på samme måde være præget af tidsfaktoren. For elever med svære eller kombinerede funktionsnedsættelser er det ofte nødvendigt med støtte i klassen i form af ekstra lærertimer eller personlig assistance - og hjælpemidler.
Faglæreren/støttelæreren
I klassen er det læreren i faget, som er ansvarlig for undervisningen, og støttelæreren er en del af den samlede lærerressource i klassen. Det er af stor betydning for eleven, at klasselæreren og støttelæreren har afklaret deres opgaver i forhold til eleven og aftalt, hvordan undervisningen igangsættes og gennemføres.
Den ekstra ressource, som støttelæreren udgør, tildeles på baggrund af en individuel vurdering af en given elevs særlige behov og muligheder. Det er vigtigt at holde fast i, at hjælpen/støtten bruges til at fremme elevens aktive deltagelse i de fælles aktiviteter. Men overdreven hjælp kan også være en barriere, som forhindrer elevens selvstændighedsudvikling.
Personlig assistance
Sikringen af elevens daglige deltagelse i klassens aktiviteter kan i nogle tilfælde klares med personlig assistance. Denne assistance skal ud fra lærerens instruktioner og elevens behov medvirke til elevens selvstændige udvikling og hjælpe eleven med praktiske problemer i skolen. Behovet for praktisk hjælp må derfor nøje vurderes, så det bliver præciseret, i hvilke situationer og på hvilke tidspunkter den skal gives, og hvem der kan udføre den personlige assistance.
Alt afhængigt af modenhed er det vigtigt, at barnet/den unge er medbestemmende i valg af personlig assistent.
Behovet for personlig assistance skal vurderes med passende mellemrum sammen med elev, forældre og relevante fagfolk. Den løbende tilpasning af hjælpen i forhold til behovet afhænger bl.a. af de mål, der sættes i forbindelse med elevens selvstændighedsudvikling.
IT- og andre hjælpemidler i skolen
Særligt udformede hjælpemidler kan være en forudsætning for, at en elev kan gennemføre en almindelig skolegang.
Der er ofte tale om enkle og praktiske løsninger, f.eks. tung lineal af metal - skridsikkert plasticunderlag - bøger, hvor siderne tages ud og lamineres - hævbare borde, håndvaske, høvlebænke o.l.
En computer med eller uden særlige tilpasninger vil for mange elever med f.eks. muskelsvind, leddegigt eller misdannelser i arme eller hænder kunne betyde, at de ikke bliver hægtet af i forhold til resten af klassen, men at de får en reel chance for at følge med.
Befordring
Det er skolemyndighedernes opgave at sikre befordring til og fra skolen for elever, som ikke kan transportere sig selv.
Valg af skole
Som udgangspunkt går barnet i den lokale skole. Dette kan kræve visse bygningsændringer, installation af lifte m.v., for at eleven med bevægelseshandicap kan komme rundt på skolen og bruge skolens faciliteter.
I nogle tilfælde aftaler kommunen og forældrene, at barnet optages på en anden af kommunens skoler, hvis den lokale skole er helt uegnet for bevægehæmmede børn, og der i nærheden findes en skole, som er handicaptilgængelig.
Nyttige links
Videnscenter for bevægelseshandicap
Geelsgaardskolen giver vidtgående specialundervisning som en del af et tværfagligt tilbud, der også rummer fysioterapeutisk og ergoterapeutisk behandling, fritidstilbud samt for nogle af eleverne et boophold. Eleverne er mellem 5 og 18 år.
Pindstrupcentret tilbyder lejre for børn og unge og familiekurser.



Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS

