Specialpædagogisk støtte
En studerende med funktionsnedsættelse, der er optaget på en videregående uddannelse, har mulighed for at søge om specialpædagogisk støtte (SPS). Støtten administreres på den enkelte videregående uddannelsesinstitution, men det er SU-styrelsen der bevilger den.
SPS gives til studerende med læse-, skrive- og talevanskeligheder, til hørehæmmede og døve, til synshæmmede og blinde og til studerende med fysiske og psykiske handicap. Forudsætningerne for SPS er at den skal være nødvendig for at gennemføre uddannelsen, og at det er muligt at kompensere for funktionsnedsættelsen.
Hvad består SPS af
Støtten kan eksempelvis have form af tegnsprogstolk, et justerbart bord eller indlæste materialer på bånd og tekniske hjælpemidler. Udleverede materialer er til låns og skal afleveres tilbage til uddannelsesstedet.
Se mulighederne på SUstyrelsens sider om SPS.
SPS kan gives til studerende på en SU berettigende uddannelse. Det betyder, at man ikke kan søge støtte til ”åbne” uddannelser som master- og diplomuddannelser. Man kan heller ikke søge om støtte til en forskeruddannelse (Ph.d. uddannelse).
Under Undervisning kan du læse mere om kompenserende teknologi og andre hjælpemidler for forskellige grupper af studerende.
Læs også portalens dokumenter om Tilgængelige undervisningsmaterialer og om Hjælpemidler.
Kun SPS til uddannelsen
Støtten gives for at kompensere for vanskeligheder i forbindelse med uddannelsen. Behov for anden støtte end den studiemæssige støtte, f.eks. til forsørgelse, transport, personlige hjælpere, særligt indrettet bolig og revalideringsydelse skal løses indenfor rammerne af sociallovgivningen.
Man kan kun få SPS hvis man er studieaktiv – dvs. består eksaminer. Hvis man er forsinket i forhold til studieplanen, er der mulighed for at søge dispensation.
Læs om SPS På SUstyrelsens hjemmeside for SPS www.spsu.dk.
Hvem skal man henvende sig til
Man skal så hurtigt som muligt kontakte uddannelsesstedets SPS-ansvarlige, som kan orientere om regler og procedurer for ansøgning.
Kontakt SUstyrelsens SPS-vejledere via www.spsu.dk.
Artikler
- En hagestyret mus hjælper Jens til at blive arkitekt
- Når verden åbner sig - Charlotte Jensen er stærkt ordblind og læser og skriver udelukkende ved hjælp af it-hjælpemidler.
- SPS-udredning på Hovedstadens Ordblindeskole
- At lykkes som ordblind studerende - Om bl.a. Netværk for studerende med dysleksi på Aarhus Universitet.
